Få glæde af dine roser
Roser har gennem de sidste 2-3000 år stået model til en helt utrolig udvikling. I dag er der en mangfoldighed af vækstformer, farver og dufte og derfor kan roser anvendes på mange forskellige måder. Det traditionelle rosenbed i haven, sammen med buske og stauder i andre bede, ved bygninger, og i krukker på terassen. Der er rig mulighed for at blive inspireret i det store udvalg. Ønsker du mere konkret rådgivning i valg af roser, spørg da i dit havecenter .
Plantested
Det traditionelle rosenbed placeres, så roserne får så meget sol som muligt. Jo mere sol og varme roser får, jo bedre vil de blomstre. Roser bryder sig ikke om træk, men vil gerne stå åbent i haven; derved undgår man fugt, som kan resultere i plettede blade, som skyldes angreb af svampesygdomme.
|
Plantes der roser ved husmure, så vær opmærksom på, at jorden ofte er blandet med sand og byggematerialer, og bør udskiftes i plantehullet. Når der plantes tæt ved husmure, er det ofte det tørreste sted i haven. Derfor skal der vandes gennem hele vækstsæsonen. Kraftigtvoksende klatreroser er ofte meget robuste, og de fleste plantninger langs husmuren er vellykkede. .
Vand, næring og lys
Roser må aldrig blive klemt i bede med andre planter så som stauder og buske. Sørg for, ved beskæring og udtynding, at roserne får tilstrækkelig vand, næring og lys.
|